IceQueen
Medlem
- Gick med
- 2 Jan 2005
- Hoj
- Yamaha
Hele sommeren have jeg og en af mine venner snakket om at prøve at køre ERF. Da dette års sæson efterhånden nærmede sig sin slutning, troede jeg ikke, at det blev til noget, for jeg havde ikke været i stand til at køre 1.10 på Knutstorp, som Ivan havde stillet op som mål for, at han ville køre sammen med mig (endte på 1.12 mod 1.18 til DM i maj).
Men lørdag aften ringer han og spørger, om jeg vil med til løbet på Anderstorp næste uge. Jeg er lidt i tvivl, for jeg har aldrig kørt på banen eller på en 1000'er, som han vil have, at vi skal køre på - men jeg siger ja, for nu har jeg jo drømt om det hele sommeren, så jeg må bare springe ud i det og tage det, som det kommer.
Vi kører op til Anderstorp fredag. Den dag kunne jeg lige så godt have været blevet hjemme fra arbejde, for jeg var så spændt og nervøs, at jeg ikke kunne koncentrere mig om noget som helst!
Det bliver lørdag morgen, og vi får klaret alle formaliteter. Vi er 3 kørere (mig, der har kørt et par rookie-løb, Martin der bl.a. har kørt Challenge Cup 600 som svarer meget til Veidec Trophy, og Ivan, der nærmest har kørt RR i hele min levetid), og planen er, at vi skal køre ca. 15 minutter hver i kval'en. Jeg skal ud at køre først og skal bare lære banen og hojen at kende. Det går bedre end forventet, men jeg får ikke så meget tid ude på banen, da jeg har fået besked på at køre ind og tanke efter 2 omgange. Men jeg er alligevel fuld af forhåbning. Derefter er Ivan ude at køre og til sidst Martin, som skal køre os ind på en god startplacering.
Vi starter som nr. 20. Martin skal køre først, starten går ikke så godt, men han kommer af sted og kører derudaf. Jeg skal køre som nr. 2, og vælger at køre i mit eget tempo, for alting er stadig så nyt. Ivan havde på forhånd sagt, at det var fint, hvis jeg bare kørte omgangstider på 2.00, men jeg tænkte slet ikke på tider,da jeg var ude at køre. Jeg skulle stadig bruge tid på at lære banen og hojen at kende, så jeg blev passeret af rigtig mange, hvilket selvfølgelig ærgrede mig, men på den anden side kørte vi ikke efter en placering. Vi skulle bare bruge løbet til at se, om det var noget for os at køre ERF. Cirka midt i løbet kom der safety car på banen. Jeg var i tvivl, om jeg skulle køre i pit, for jeg mente ikke, at der var så megt benzin tilbage. Men vi havde aftalt så vidt muligt kun at køre ind, når vi skulle tanke, så jeg valgte at blive inde. Da safety car'en forsvandt igen, begyndte benzinlampen at lyse efter en omgang! Virkelig dårlig strategi fra min side, men det var der ikke noget at gøre ved nu. Jeg kom i pit, vi skiftede kører, og jeg fik at vide, at jeg havde kørt 1.57, så Ivan og Martin var tilfredse. Selv var jeg overrasket over, at jeg kunne holde til at køre 45 minutter i træk, men det var jo kun godt.
Det begyndte at regne, mens Martin var ude at køre. Han kom ind, og vi diskuterede kort, om det var vådt nok til regnvejrsdæk. Han besluttede sig for at køre ud igen på slicks, selv om mange andre teams havde skiftet dæk. Han kørte 6-7 omgange, og så var det tid til at tanke. Samtidig var det blevet klart, at banen ikke ville tøre op igen, så på med regnvejrsdæk, og så var det min tur igen. Af uvisse årsager kan jeg køre næsten lige så stærkt i regn som i tørvejr, så jeg følte mig godt tilpas og kunne endda begynde at overhale nogle af de andre kørere. Jeg kørte og kørte og begyndte efterhånden at føle mig lidt træt og spekulerede på, hvor lang tid jeg mon havde igen, inden tanken var tom for benzin. Jeg kiggede på uret for enden af start/mål-langsiden i et forsøg på at regne ud, hvor længe jeg havde kørt, men det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg spekulerede på, om jeg skulle køre ind, selv om tanken ikke var tom endnu, men valgte at blive ude på banen.
Endelig lyste benzinlampen, så ind og tanke og skifte kører. Da jeg kom af hojen, kunne jeg knap nok gå! Jeg havde ikke mærket nogle smerter ude på banen, kun at jeg var ved at være træt, men da jeg kom af hojen, gjorde det bare så forbandet ondt i mine ben og nakke! Jeg fik at vide, at jeg havde kørt i 1 time og 10 minutter - så kunne jeg bedre forstå mine smerter. Så vidt jeg kan regne ud ved at se mine tider på mylaps, kørte jeg min hurtigste tid lige inden jeg kørte i pit - en tid på 2.01.9-et-eller-andet (hmm, 2.01 lyder bedre ;-), hvilket jeg er meget tilfreds med. Mit største problem var helt klart, at jeg bremser alt for tidligt. Jeg har ikke tal på, hvor mangde der kom forbi mig i indbremsningen, som jeg derefter lå lige i røven af i svinget. Men det må jeg arbejde på til næste år.
Ivan fik forbedret vores placering, men da Martin skulle ud at køre den sidste halve times tid, valgte han at tage den lidt med ro, så vi kom sikkert i mål, så vi tabte lidt placeringer igen. Ikke noget, en B-fører som mig kan tillade sig at klage over. Alt i alt endte vi på en 24.plads, hvilket vi er godt tilfreds med. Hele team'et havde det rigtig sjovt, så jeg håber virkelig, at det vil lykkes os at få etableret et team, der kan køre hele serien i 2006. Desværre kommer vi ikke til at køre på Knutstorp, som ellers er det nærmeste, vi kommer på en hjemmebane.
Lidt billeder kan ses på http://www.dfmc.dk/gallery.asp?gid=1238
Men lørdag aften ringer han og spørger, om jeg vil med til løbet på Anderstorp næste uge. Jeg er lidt i tvivl, for jeg har aldrig kørt på banen eller på en 1000'er, som han vil have, at vi skal køre på - men jeg siger ja, for nu har jeg jo drømt om det hele sommeren, så jeg må bare springe ud i det og tage det, som det kommer.
Vi kører op til Anderstorp fredag. Den dag kunne jeg lige så godt have været blevet hjemme fra arbejde, for jeg var så spændt og nervøs, at jeg ikke kunne koncentrere mig om noget som helst!
Det bliver lørdag morgen, og vi får klaret alle formaliteter. Vi er 3 kørere (mig, der har kørt et par rookie-løb, Martin der bl.a. har kørt Challenge Cup 600 som svarer meget til Veidec Trophy, og Ivan, der nærmest har kørt RR i hele min levetid), og planen er, at vi skal køre ca. 15 minutter hver i kval'en. Jeg skal ud at køre først og skal bare lære banen og hojen at kende. Det går bedre end forventet, men jeg får ikke så meget tid ude på banen, da jeg har fået besked på at køre ind og tanke efter 2 omgange. Men jeg er alligevel fuld af forhåbning. Derefter er Ivan ude at køre og til sidst Martin, som skal køre os ind på en god startplacering.
Vi starter som nr. 20. Martin skal køre først, starten går ikke så godt, men han kommer af sted og kører derudaf. Jeg skal køre som nr. 2, og vælger at køre i mit eget tempo, for alting er stadig så nyt. Ivan havde på forhånd sagt, at det var fint, hvis jeg bare kørte omgangstider på 2.00, men jeg tænkte slet ikke på tider,da jeg var ude at køre. Jeg skulle stadig bruge tid på at lære banen og hojen at kende, så jeg blev passeret af rigtig mange, hvilket selvfølgelig ærgrede mig, men på den anden side kørte vi ikke efter en placering. Vi skulle bare bruge løbet til at se, om det var noget for os at køre ERF. Cirka midt i løbet kom der safety car på banen. Jeg var i tvivl, om jeg skulle køre i pit, for jeg mente ikke, at der var så megt benzin tilbage. Men vi havde aftalt så vidt muligt kun at køre ind, når vi skulle tanke, så jeg valgte at blive inde. Da safety car'en forsvandt igen, begyndte benzinlampen at lyse efter en omgang! Virkelig dårlig strategi fra min side, men det var der ikke noget at gøre ved nu. Jeg kom i pit, vi skiftede kører, og jeg fik at vide, at jeg havde kørt 1.57, så Ivan og Martin var tilfredse. Selv var jeg overrasket over, at jeg kunne holde til at køre 45 minutter i træk, men det var jo kun godt.
Det begyndte at regne, mens Martin var ude at køre. Han kom ind, og vi diskuterede kort, om det var vådt nok til regnvejrsdæk. Han besluttede sig for at køre ud igen på slicks, selv om mange andre teams havde skiftet dæk. Han kørte 6-7 omgange, og så var det tid til at tanke. Samtidig var det blevet klart, at banen ikke ville tøre op igen, så på med regnvejrsdæk, og så var det min tur igen. Af uvisse årsager kan jeg køre næsten lige så stærkt i regn som i tørvejr, så jeg følte mig godt tilpas og kunne endda begynde at overhale nogle af de andre kørere. Jeg kørte og kørte og begyndte efterhånden at føle mig lidt træt og spekulerede på, hvor lang tid jeg mon havde igen, inden tanken var tom for benzin. Jeg kiggede på uret for enden af start/mål-langsiden i et forsøg på at regne ud, hvor længe jeg havde kørt, men det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg spekulerede på, om jeg skulle køre ind, selv om tanken ikke var tom endnu, men valgte at blive ude på banen.
Endelig lyste benzinlampen, så ind og tanke og skifte kører. Da jeg kom af hojen, kunne jeg knap nok gå! Jeg havde ikke mærket nogle smerter ude på banen, kun at jeg var ved at være træt, men da jeg kom af hojen, gjorde det bare så forbandet ondt i mine ben og nakke! Jeg fik at vide, at jeg havde kørt i 1 time og 10 minutter - så kunne jeg bedre forstå mine smerter. Så vidt jeg kan regne ud ved at se mine tider på mylaps, kørte jeg min hurtigste tid lige inden jeg kørte i pit - en tid på 2.01.9-et-eller-andet (hmm, 2.01 lyder bedre ;-), hvilket jeg er meget tilfreds med. Mit største problem var helt klart, at jeg bremser alt for tidligt. Jeg har ikke tal på, hvor mangde der kom forbi mig i indbremsningen, som jeg derefter lå lige i røven af i svinget. Men det må jeg arbejde på til næste år.
Ivan fik forbedret vores placering, men da Martin skulle ud at køre den sidste halve times tid, valgte han at tage den lidt med ro, så vi kom sikkert i mål, så vi tabte lidt placeringer igen. Ikke noget, en B-fører som mig kan tillade sig at klage over. Alt i alt endte vi på en 24.plads, hvilket vi er godt tilfreds med. Hele team'et havde det rigtig sjovt, så jeg håber virkelig, at det vil lykkes os at få etableret et team, der kan køre hele serien i 2006. Desværre kommer vi ikke til at køre på Knutstorp, som ellers er det nærmeste, vi kommer på en hjemmebane.
Lidt billeder kan ses på http://www.dfmc.dk/gallery.asp?gid=1238
Jeg skal helt sikkert køre mere ERF. Jeg skal bare finde nogle penge først, men det er jo det evige problem, når man kører RR.
